De 21 kandidater og de mange deltagende medlemmer kom fra Fyn og Jylland. Både nord, syd, øst og vest var repræsenteret, ved medlemsoptagelsen på 14 års dagen for Koldinghus Ordnens stiftelse. Brandøvelsen blev bestået med bravour og bekymringerne om at Henning fra Svendborg, Store Sten fra Vissenbjerg og lille Sten fra Aarhus skulle klare prøven var ubegrundede.
Efter uddeling af medlemsbeseglinger uddelte regionsdirektør Morten Skov, Fonden for Fynske Banks Pris, til ordensstormester Viggo Frydenborg Schantz. Med prisen følger 100.000 kroner, som han har valgt at give til udvikling af Koldinghus Ordnen med kr. 60.000 kroner, Kongernes Samling Koldinghus med kr. 20.000 til eventbelysning i slotsgården og NBSIF med kr. 20.000 til mødefaciliteter til de frivillige ledere. I prisen fulgte også en meget personlig bronze statuette lavet af kunstneren Henrik Fischer.