Sent fredag eftermiddag trodsede 25 forventningsfulde og særdeles humørfyldte kandidater både regn, rusk og vejrgudernes mindre festlige indslag, for at blive optaget i Koldinghus Ordnen. Intet kunne tilsyneladende dæmpe humøret hos de kommende medlemmer – heller ikke det danske efterårsvejr.
Medlemsoptagelsen fandt sted i de stemningsfulde rammer i Ruinsalen på det gamle kongeslot Koldinghus, hvor historiens vingesus blandede sig med festlighederne. Undervejs blev der også tid til en afstikker til Kæmpetårnet, hvor en ganske lavpraktisk brandøvelse mindede alle om, at selv kongelige omgivelser ikke fritager én for at holde styr på brandsikkerheden!
Dagen bød desuden på en vaskeægte premiere: For første gang blev der spillet duet på sækkepibe! Tonerne gjaldede – og blev fulgt af så taktfast og begejstret en klapsalve, at selv de gamle slotsmure rungede.
Efter en oplevelsesrig dag med både højtidelighed, humor og musikalske nyskabelser blev arrangementet rundet af på traditionel vis. Vin og øl blev serveret til at skylle ganen, løsne stemmebåndene og sikre, at ingen gik tørstige hjem.
